Hotel TanumStrand summede af liv, da vi kommer ind i hotellets lobby tidligt på dagen for det store mesterskab. Jurymedlemmer, officials, udstillere, konkurrence-deltagere og ikke mindst et forventningsfuldt publikum indtog pladserne i det store lokale, hvor kampen skulle foregå. Deltagerne i konkurrencen skulle åbne 30 østers i bedste tid og præsentere dem smukt på et fad. Evt. skår i skallerne og blodspor i østersen gav minuspoint.
Årets jury bestod af formand Mikael Öster, ireren Vincent Graham, den kendte kok Robert Maglia, marinebiolog Susanne Lindegarth og Bosse Bengtsson, svensk mester i 1986. De havde en absolut svær opgave med at bedømme deltagerne, fordi konkurrencen foregik på et utroligt højt og meget ensartet niveau.
Konkurrencelederen Per Olofsson kunne til sidst afsløre deltagerne i finaleheatet; Hasse Johannesson og Johan Malm fra Sverige i kamp mod tvillingebrødrene Simon og Jonas Tønsager fra Danmark.
Det entusiastiske publikum talte ned til finalestart: ”Ti, ni, otte....”, og på startsignalet gik finalefeltet metodisk i gang med de lækre østers fra bankerne ud for Bohuslän. Mesterskabet var inden i den absolut sidste slutspurt. Knivene arbejdede effektivt, de små svedperler glimter i ansigterne, og de åbne østers anrettes på i rasende fart på fadene.
”Ring-ring-ring” lyder det fra dommerens klokke, og hurtigste mand, Jonas Tønsager, hæver armene i vejret, meget tæt fulgt af Hasse Johanesson, Johan Malm og Simon Tønsager. Efter juryens skarpe vurderinger, der giver både tillæg og fradrag for den kunstneriske kvalitet, kommer slutresultatet:
Ny nordisk mester i østersåbning er Simon Tønsager fra Danmark med en samlet tid på 2,26 minutter. Tillykke Simon!