Kano på den gode – og tørre – måde

Da vi afleverede kanoerne efter fire fantastiske dage i Helge Å, betragtede kano-damen os med et let frygtsomt blik, som om vi stod i ledtog med en potent tre-enighed bestående af Gandalf, Peter Tanev og Gud selv.
“Er I klar over hvor heldige I har været,” sagde hun uden at forvente svar.
“Inden I ankom havde det regnet 26 dage i træk. Men da vi satte kanoerne i vandet for jer, brød solen frem. Den har skinnet uafbrudt i fire dage på en 24 grader varm himmel, mens I har padlet. Og nu - når I aflevere kanoerne - trækker det op til regn igen. Hvad sjutton er I for nogen?”

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men faktum er, at vi er en forholdsvis almindelig dansk familie på fem personer. Med “almindelig” mener jeg, at vi - ligesom mange andre familier - har fundet ud af, hvor fantastisk en kanotur er for familielivet. Der sker ikke ret meget, når man padler. Men nærværet, det langsomt skiftende landskab og den på alle måder glidende og vuggende dagsrytme fungerer som kollektiv meditation. Omgivet af træer, vand og endnu flere træer er man (i de bedste øjeblikke) bare tilstede med sig selv og sin familie. Den lille pind bundet fast i snoren, der slæbes i kølvandet erstatter overraskende let SMS`er og firefarvede turist-attraktioner. Næring for sjælen.

Derfor ville vi naturligvis også afsted det følgende forår. Men med tanke på kano-damen begyndte vi at tænke over risikoen for regn. Vi valgte derfor en helgardering. For med børn i alderen 6, 8 og 12 år kan det tænkes at kano-fortryllelsen bliver brudt, hvis samværet primært handler om at vride soveposer.

Vi bookede derfor en “moderne vildmarkstur”, hvilket svarer nogenlunde til at se en gyserfilm og så skrue ned for lyden, hver gang spændingen stiger. Altså en behagelig måde at opleve noget vildt på: En fem dages kanotur med overnatninger på skiftende hoteller, og med hotel-smurte madpakker i kanoerne.

Lad mig springe til konklusionen med det samme: Det var en perfekt beslutning! Regnen høvlede ned et par af dagene, og det var helt ligemeget. Vi havde det skønt hver eneste dag. Vi spiste ok mad, og bedst af alt: Vi sov i varme og tørre senge, og kunne skifte til tørt og varmt tøj hevet op af de tasker hotelpersonalet havde sørget for at transportere videre til næste hotel på rejsen.

I ugerne op til turen havde jeg mailet med Lotta fra Dalslandsrejser, og efter en del overvejelser om strøm-, vind- og hotel-forhold blev vi enige om en tur, som indebar mellem  15 og 17 kilometers padling pr dag. Med små børn og modvind, skal man ikke kaste sig ud i længere distancer.


Første stop var Alcatraz. Nok ikke det mest indbydende navn, for et overnatningssted, der ligger på en ø. Men bortset fra at værten viste sig at være en hollandsk narko-politimand, der var flygtet fra samfundets triste og negative skyggeside, til hvad han selv kaldte paradis i floden, havde stedet kun navnet til fælles med det berygtede amerikanske fængsel.

Alcatraz kan vel bedst beskrives som et smukt beliggende hollandsk youth hostel - et vandrehjem. Og stedet viste sig at være ganske typisk for boligstanden for resten af turen: Rent, iorden og ganske simpelt.

Efter morgenmaden gled vi så ud i Västra Silen og jeg opdagede at det er med pagajer, som med cykler. Har man én gang lært at bruge aggregatet, sidder lærdommen i kroppen, og kan genkaldes efter ganske få minutter. Mens Alcatraz gled væk i baggrunden, gled kroppen ind i den lange seje rytme, hvor hvert tag afsluttes med et lille skub til siden for at holde kanoen på ret kurs. På dørken foran mine fødder lå et plastchartek med kortet over floderne. Her havde Lotta indtegnet dagsruterne. Kortet var tilpas detaljeret til at gøre navigationen mulig - trods det måtte vi alligevel ind imellem gøre afstikkere ind af små bi-floder, for lige at sikre at vi bevægede os i den rigtige retning. Og selv om der er en udtalt mangel på pejlemærker i Dalsland, blev vi aldrig rigtig væk (det var bare noget vi ind imellem troede).

Vi fandt små strande, øer og underlige klippefremspring. Nogle gange brugte vi træerne til at søge læ under, andre gange badede vi, og var vejret midt imellem, så bredte vi et tæppe ud og holdt picnic på en lille ø, som måske aldrig havde haft besøg af mennesker (i al fald ikke samme dag). Maden havde vi fået med fra det just forladte overnatningssted, og det system fungerede helt fint. Maden var god og varieret - og der var nok af den, hvilket der også ville have været selv hvis vi byttede børnene ud med fuldvoksne svenske skovarbejdere.

Da vi om eftermiddagen på tredie dagen gled ind mod Silverlake Camping blev vi mødt af høje skrig fra et stort antal danske stenbos-indianere i alderen 10 til 16 år. Omkring 100 meter derfra kunne vi alt for tydeligt høre ord, af den slags, som vi forsøget at navigere vores børn udenom. Min kone og jeg nåede at udveksle et træt og opgivende blik. Hvilket jeg senere fik dårlig samvittighed over.

På vej mod bredden stod Anton på 6 år op i kanoen for bedre at kunne se den unge krigsmalede mand, der svømmede rundt med en flydende trillebør, hvori han havde placeret et brændende bål, alt imens han hylede som en ulv i løbetid. Når man er 6 år, kan et sådan syn kun betegnes som “sejt”.

Og efter at have trukket kanoerne op på den fine sandstrand, måtte vi da også meget hurtigt komme til den konklusion at det, der foregik på Silverlake var netop “sejt”.

Utallige frivillige fra ungdommens Røde Kors brugte her et par uger af deres sommerferie på at give udsatte unge en aktiv, vedkommede og tydeligvis kærkommen sommerferie. Og da vi senere sad ved den vakkelvorne grill og stegte de enorme bøffer, der var forberedt til os, faldt snakken og tankerne igen og igen på hvor dejligt det er, når man oplever mennesker villige til at bruge deres overskud på andre mennesker og ikke kun på sig selv.

Jeg ved godt, at det kun er i radioprogrammer, at man må sende hilsner. Det er der som bekendt ikke tradition for i rejseartikler: Men jeg gør det alligevel. “Kære Røde Kors Frivillige, tak for at I valgte at bruge jeres sommerferie, på at hjælpe nogle børn og unge til at få lidt fornemmelse af, hvad natur, samvær med andre og fysisk udfoldelse kan betyde. Set udefra er der ikke tvivl om at I gav nogle børn og unge en stor oplevelse. Tak for det.”

Så kom regnen. Den sidste dag gik der hul på himlen. Dagen kan faktisk kun beskrives med ét ord: Våd. Og havde vi ikke udsigt til tør overnatning, var det helt sikkert ikke lykkedes mig at få familien til at synge, mens vi padlede. Det var koldt, det blæste og nogle gange var der ligeså meget vandmodstand når man bevægede pagajen over vandet, som når man gjorde det under. Alligevel var der ingen i familien der mistede modet. Faktisk blev der lavet 14 nye vers til sangen “Langt ude i skoven...”

Det var kolde og meget våde børn, der løftede de dryppende tasker ud af kanoen ved Baldersnäs Herregård i og bar dem op til sidste overnatningssted. Alligevel dristede jeg mig til at spørge:
“Hvad siger I, skal vi gøre det her til næste år?”

... hvad de svarede? Det bør du selv kunne regne ud. Ellers må du læse artiklen igen!