Østers-skolen på bådebroen
Med en net-rive trækker Per østers direkte op fra havbunden, mens vores gruppe forventningsfuldt ser til. Vi får en udførlig lektion om delikatessen Ostrea Edulis; den svenske østers. Mange påstår, at netop østers fra skærgården ud for Grebbestad er de absolut bedste. Efter at have prøvesmagt dem, erklærer vi os helt enige!
Mens de eftertragtede dyrs størrelse, alder og oprindelse diskuteres, åbner Per med sikker hånd den ene østers efter den anden, og lader os smage. Højt saltindhold og kraftig smag af mineraler skyller ind over vores smagsløg: "Hvilken nydelse!"
Pers datter Hanna og hendes ægtemand Andreas serverer boblende østers-champagne og lokal øl og porter fra Grebbestad Bryggeri til safarideltagernes store fryd. Derefter er det vores egen tur til at demonstrere håndværket "at åbne østers". Vi bliver nemlig sat til at åbne vores egne østers. Per viser det helt rette trick, som vi hurtigt tager til os: "Er det ikke sværere?" ler vi og beundrer resultaterne af vores begynder-held. Vi ville næppe vinde en konkurrence med fangsten, men kan helt sikkert glæde os over, at "selvgjort er velgjort", når vi skal spise fangsten selv.