Läckö Golfklubb
Forvent en golftur ud over det sædvanlige på halvøen, der strækker sig langt ud i Sveriges største sø Vänern.
Banebeskrivelse
Holder du særligt af at spille golf i naturskønne områder, og søger du baner, der ligger i kulturhistoriske omgivelser for at koble ekstra oplevelser på din golftur, så er Läckö Golfklub absolut et besøg værd og en potentiel favoritdestination. Her har du mulighed for at kombinere golfspil på en af Västergötlands bedste baner med blandt andet slotsbesøg på det spektakulært smukt beliggende Läckö Slot og shoppe kunsthåndværk i Rørstrands gamle porcelænsfabrik i Lidköping.
Photographer: Linnea Gustavsson
Läckö Golfklub tilbyder en 18-hullers bane i to 9-hullers sløjfer med adskillige huller unikt placeret i naturen. Frodig egeskov omkranser de fløjsbløde fairways og velplejede greens, hvoraf de fleste er designet med en forhøjning, som kræver noget erfaring. Men banen er i øvrigt flittigt besøgt og velegnet for spillere med både højt og lavt handicap. Banearkitekten har brugt landskabet som udgangspunkt for designet og sørget for, at der ikke er nogen blinde huller.
Miljø og træningsfaciliteter
Läcko Golfklub blev etableret i 2005 og er dermed en nyere klub med tilsvarende nye faciliteter. På træningsområdet kan du få styr på dit sving på driving rangen og øve indspil og put på greenen, der er opbygget på samme måde og med en hastighed som ude på banen. Golfklubben er etableret på en grund, der hører til Traneberg herregård, og når man efter en runde golf har lyst til at slappe af med lidt mad og drikke i klubbens restaurant, går man til Gästgiveri Traneberg i gårdens gamle savværk. Restauranten er hyggeligt indrettet med respekt for det originale interiør fra 1906. De golfspillere, der har flere kilometer i benene, kan nyde en tur langs søen ad den vestlige side af halvøen, hvor der er anlagt stier gennem skovområdet.
Photographer: Daniel Strandroth
Overnatning
Läckö Golfklub tilbyder golfpakker med hotelovernatning i samarbejde med Naturum Vänerskärgården – Victoriahuset – et stenkast fra Läckö Slot. Derudover er der mulighed for at stille egen campingvogn eller autocamper op ved klubben og forskellige muligheder for Bed & Breakfast eller leje af hytte i nærheden.