({{search.Data.length}} results)
{{settings.Localization.Data.SearchResult.EmptySearchResultSuggestion}}
Hönö Båtturer

Photographer: Happy Visuals

Guide til Göteborg og Vestsverige

  • Trine Petersen

Hvis jeg skal beskrive vores tur til Sverige med få ord, så er det ganske let, - for det er en af de mest vidunderligere getaways, jeg har været på i mit liv. Sverige er relativt nyt territorium for mig, og det kan faktisk godt ærgre mig en smule, for hold nu op et smukt land. Så tæt på vores Danmark, men så alligevel så stort og anderledes.

Transport til Göteborg fra København

Det er utrolig let at komme til og fra Göteborg fra København. Vi købte billetter hos SJ – som, så vidt jeg kan se, er det billigste. Men måske det skifter lidt. Vi skiftede tog i Malmø, og det passede perfekt med togtiderne. Turen tager små 4 timer.

Skærgården: Hönö & Vinga

Jeg har aldrig været i den svenske skærgård før. Eller det er løgn, jeg har faktisk været der 1000 gange i min barndom, når jeg slugte ”Vi på Krageøen”, ”Alle vi børn i Bulderby” osv. Altså, jeg har aldrig været der i virkeligheden, – men jeg lover, at de film lyver simpelthen ikke. Der er mindst lige så smukt som i dem.

Da vi ankom til Göteborg, skulle vi videre ud til Hönö. Det første, vi gjorde, var derfor at købe en 72 timers billet til offentlig transport. Det kan man fx nemt gøre, når man alligevel er på Centralstationen. Det smarte med sådan billet er, at den både gælder til bus, færge og sporvogn.

Vi snuppede lige en frokost tæt på stationen, inden vi hoppede på bussen mod færgen. Mener bussen tog ca 30 minutter, og færgen til Hönö sejler hvert 10. minut, så det var let. På Hönö tog vi igen bussen og landede ganske tæt på det fineste hotel.

 

Skærgårdshotellet Hönö

Først og fremmest er det nok noget af det sødeste og mest imødekommende personale, jeg har mødt. Wauw altså. Fineste værelse med altan (terrasse) ud mod havet og Vestsveriges kystlinje. Det var virkelig smukt. Og morgenmaden! Alt var hjemmelavet helt fra bunden med kærlighed og anrettet på smuk keramik. Sådan noget gør det altså bare lige lidt ekstra for mig. Det virkede nærmest hjemligt, selvom det var et hotel. Det vil jeg virkelig gerne tilbage til.

 

Meet the locals

Meet the locals er et projekt, Vestsveriges turistråd står bag. Det er sgu ret cool. Det er frivillige lokale indbyggere forskellige steder i Vestsverige, man simpelthen kan booke til at vise én rundt, – og det bliver gjort på en meget naturlig og personlig måde. Vi mødtes med Sarah, der bor på Hönö. Hun tog os med til de mest fantastiske små bitte badebroer midt blandt klipper og vild natur. I ved, sådanne steder, man skal kende for at finde. Klipper, lavendel, små røde bådhuse i træ og svømmeture der føltes magiske. Hvis I skal bo på Hönö, så find fx badebroen, der hedder Hästens. Der var utroligt fint. Sarah havde taget lemonade og hjemmebagt kage med, og vi fik samtidig en snak om sjove gamle traditioner, der stadig lever i bedste velgående på øen.

 

Tullhuset

Vi spiste fin middag 100 meter fra hotellet lige ud mod solnedgangen og fyrtårn på Tullhuset. En lækker fiske- og skaldyrsrestaurant. Vi sad udenfor, indtil det blev helt mørkt, og det var simpelthen lækkert. Og også her blev maden serveret på den flotteste keramik. Jeg ønsker mig meget sådan en stor blåmusling som fad, – det var lokalt (selvfølgelig) og lavet hos Hönö Keramikstudie.

 

Bådtur med Bosse og Hönö Båtture

Efter en fabelagtig morgenmad hos Skærgårdshotellet, gik vi ned til kajen og fandt Bosse og hans båd. Han er egentlig gået på pension, men så købte han en båd og sejler nu turister rundt i skærgården, mens han fortæller små anekdoter og deler ud af sin tydelige glæde over at bo, hvor han gør, alt imens vi sejlede forbi en stor koloni af sæler, der solede på klipperne ude i havet.

Vi gjorde holdt på øen Vinga, som har en helt særlig plads i mange svenskeres hjerter, fordi poeten Evert Taube voksede op der. I gamle dage var øen vigtig og bestod af et helt lille samfund med fyrmester, kaptajner og piloter, – fordi øen er et vigtigt landemærke mod vest. Øen er ikke længere beboet, men det er muligt at leje de små huse der, og den er virkelig smuk. Vi badede også i det lækre vand, og det hele mindede på en måde om en sydfransk perle, men alligevel var det så skærgårdsagtigt og meget svensk.

 

Frokost på Lilling Cottage

Efter bådturen trillede vi direkte fra båden over på Lilling Cottage. Igen en super beliggenhed ud til vandet. Og så er stedet også en fin butik med blomster, interiør og planter.

Jeg tror, det er en svensk ting, men vi opdagede, at flere spisesteder har sådan et frokostkoncept, hvor der er en eller to retter til frokost, som man mange steder selv kan tage. Sådan var det også her – inklusive fika til dessert selvfølgelig. Der er typisk en vegetarret og en kødret. Det var virkelig lækkert, og vi fik endda også lige en iskaffe. Jeg talte lige kort med ejeren, som fortalte, hans datter arbejder over på Skærgårdshotellet. Ihh, jeg synes, det er så hyggeligt sådan noget, hvor alle bare kender alle. Ægte øliv.

Göteborg

Efter sådan et labert døgn på Hönö, skulle vi tilbage til Göteborg samme vej, som vi var kommet. Ankommet til Göteborg, som er Skandinaviens fjerdestørste by og Sveriges næststørste, tjekkede vi ind på Hotel Riverton. Et helt nyrenoveret designhotel med spa, lige ud til floden Göta Älv. Spa’en var top lækker! Man er tæt på forskellige shoppeområder, og ellers er det igen nemt med sporvogn og bus at komme rundt. Åh sporvogne, hvor fint er det lige? Jeg synes simpelthen, det er noget af det mest romantiske, jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Måske fordi det i Danmark stammer fra en svunden tid.

 

Haga

Vi tog til den gamle bydel Haga, som er fine brostensbelagte gader, hyggelige caféer, bagerier med de største kanelbullar jeg nogensinde har set og små butikker. Der lå også Hagabadet, som så mega cool ud – spa i en meget smuk gammel bygning.

Genbrugsbutikker

Jeg elsker at udforske genbrugsbutikkerne, når jeg er i udlandet. Myrorna var tæt på hotellet og kæmpestor med flere etager. Sådan et sted, hvor man skal gå og rode lidt for at finde guldet. Det elsker jeg.

Derudover findes Erikshjälpen Rosenlund, Björkåfrihet, Pop Boutique, Vintagefamiljen NK.

Og så er der luksus secondhand hos Arkivet Second Hand. Der kan man være heldig at finde gode køb blandt de ellers dyrere mærker. Jeg var selv ret heldig at finde et par Stine Goya bukser fra en gammel kollektion, jeg længe har søgt.

 

God mad i Göteborg

Frokost (lunch) på Noot Nordik Kitchen og Bar. Ej, men for pokker, det var godt! Noget af den bedste fisk jeg har fået i mit liv. Og så med udsigt til sporvogne og flotte gader. Vi fik også frokost på Zamenhof. Den ligger på en virkelig hyggelig, åben plads med lyskæder og farvede vimpler. Og igen dagens ret – som den dag vi var der, var thaimad, og det elsker vi begge højt. Det var rigtig godt. Kan også anbefale Kringlan og Le Petite Café i bydelen Haga.

Egentlig fortjener det sidste sted lidt sin egen overskrift, for sikke et sted! Skanshof hedder det. En gammel bank der er ombygget, – men stadig med 50’er bank viben over sig. Det fede og meget smukke ved Göteborg er, at der er klipper inde i byen, og det gør det muligt at lave bygninger i flere niveauer. Der er derfor, udover en smuk stueetage med indendørs servering, forskellige terrasser. Og helt øverst oppe er der en hel park! Med en bar og pool – nå ja og nok den smukkeste udsigt udover Göteborg. Der gad jeg virkelig godt hænge ud til en god omgang fredagsbar.

Suk, det var den tur. Gid vi kommer tilbage på et andet tidspunkt. Vestsverige får i hvert fald min allervarmeste anbefaling