({{search.Data.length}} results)
{{settings.Localization.Data.SearchResult.EmptySearchResultSuggestion}}

Photographer: Roger Borgelid

Oplev tranerne danse ved Hornborgasjön - en ægte naturperle

I det gamle, smukke kulturlandskab ved foden af bjerget Billingen finder du en af Europas vigtigste fuglesøer og vådområder, nemlig Hornborgasjön naturreservat. Området er en sand skattekiste fyldt til randen med spændende oplevelser. Her kan du vandre i den smukke natur og mærke historiens vingesus, nyde et godt måltid mad af lokalproducerede råvarer, opleve den spektakulære tranedans, tilbringe natten på unikke overnatningssteder og meget mere.

Hvert år tiltrækker Hornborgasjön titusinder af besøgende, både til fods og fra luften. Tranernes dans er nemlig årets begivenhed i området, og for mange en kær tradition, der signalerer forårets komme. De første traner ankommer som regel allerede i midten af marts og danser sig gennem april, men området omkring søen er smukt at besøge året rundt.

Så uanset om du er ornitolog eller bare er vild med oplevelser i naturen, der er ud over det sædvanlige, så garanterer vi, at du vil finde Hornborgasjön et besøg værd. Her har vi samlet nogle af områdets absolut must-sees til dit næste besøg. Læs med og bliv inspireret!

Tranedansen ved Hornborgasjön

Det mest kendte sted ved Hornborgasjön er udsigtspunktet i søens sydlige ende, hvor tranerne trækker op fra Spanien for at danse i marts og april. De første flokke af traner ankommer til søen i midten af marts, hvorefter tusindvis af traner følger dagligt indtil slutningen af april. Som ved et vingeslag går søen fra rolig vinterdvale til et sprudlende mødested, hvor titusindvis af traner finder og danser med deres partner i en hvirvelvind af fugle, inden de flyver videre til deres yngleområder i det nordlige Sverige. Rekorden er over 27.300 dansende traner samlet på én dag i april.

Det er ikke kun dansende traner, du kan se ved søen. Stedet tiltrækker adskillige fuglearter som svaner, gæs, ænder, lappedykkere og blishøns, der bruger søen som hvile- og yngleplads. I løbet af året er der også god mulighed for at se flere arter af rovfugle – rørhøge og fiskeørne melder ofte sin ankomst, og i sjældne tilfælde kan du spotte en kongeørn eller havørn brede sit vingefang hen over søen. 

For søens besøgende uden vinger er der gode parkeringsmuligheder, fremragende udsigtspunkter og en informationsbygning, der byder på en mindre café, turistinformation, souvenirsalg og en helt særlig traneudstilling. I weekenderne er der ind i mellem mulighed for at møde guider, der fortæller og besvarer spørgsmål om fuglelivet ved Hornborgasjön.

Naturum Hornborgasjön

Ved Fågeludden på den østlige side af søen finder du Naturum Hornborgasjön. Naturum er særlige informationscentre, som findes rundt omkring i Sverige, hvor naturen byder på noget særligt. Hornborgasjön byder ikke kun på smuk natur, men også et rigt fugleliv. Naturum er udgangspunkt for guidede ture, man kan gå på skattejagt, lære om områdets vilde dyr, tage elevatoren op til udkigstårnet, se en film i centeret og lade sig inspirere af udstillinger om søens historie og fugleliv og meget mere. Husk også at besøge Café Doppingen, hvor frokosten eller eftermiddagskaffen nydes med en suveræn udsigt ud over søen.

Følger du stien ud ved Fågeludden, passerer du to skjulesteder, hvor du med lidt held kan se fugle helt tæt på. Naturum Hornborgasjön fungerer desuden som det naturlige udgangspunkt for flere af områdets vandrestier, der fører dig direkte ud i det smukke landskab.

Photographer: Lukasz Warzecha LWimages Studio


Varnhems klosterkirke

Smukt beliggende på vestsiden af bjerget Billingen ligger Varnhems klosterkirke. Klosterkirken var Sveriges største kirkebygning i slutningen af det 13. århundrede, og i dag kan man endnu se spor af klosterbyen og det liv, som cisterciensermunkene levede her. På højen bag Varnhems klosterkirke ligger ruinen af en af Sveriges ældste kirker, nemlig en privat gårdkirke fra vikingetiden. Stedet kaldes Kata Gård, og ved udgravninger har arkæologer her gjort sensationelle fund, der vidner om liv, fra før munkene kom hertil i 1100-tallet.

Gå heller ikke glip af et besøg på Varnhems Klosterkirke Museum, få en guidet tur i klosterkirken og en dejlig kop kaffe med kage til i den hyggelige Varnhems Klostercafé.

Photographer: Lukasz Warzecha


Vandring i nærheden af Hornborgasjön

Pilgrimsleden mellem Falköping og Varnhem er 44 kilometer primært let vandring, selv om turen går op på plateaubjerget Billingen. Her kan du opleve historiske steder, smuk og varierende natur samt vidunderlig udsigt.

Ruten kan opdeles i tre etaper, hvorfor den egner sig særligt godt til en tredages tur, eller man kan nøjes med at gå noget af ruten. På turen ad pilgrimsstien oplever man det smukke, bakkede kulturlandskab, to klosterruiner fra middelalderen og ikke mindst det rige fugleliv omkring Hornborgasjön.

På Billingen finder du også vandreruten ’Trollstigen’ på 12 km, som leder dig gennem den maleriske Rhododendrondalen i et næsten junglelignende landskab ved foden af plateaubjergets kant. Efter et par kilometer når du den østlige side af Billingen, hvor du kan opleve de statelige søjler af diabas og nyde den majestætiske udsigt ved Ryds Grotter. Her findes også en grillplads, der er ideel til et pitstop, hvor man kan hvile benene lidt og spise sin medbragte mad med udsigt ud over landskabet.

Troldestien er formet som en cirkulær sløjfe og passer også til en tur med børnene, da den passerer det populære ’Skogsmulleriket’, hvor små og store børn, der gerne vil lære om naturen, bl.a. kan lege på naturlegepladsen.

Photographer: Lukasz Warzecha LWimages Studio


TRE BESØGSMÅL TIL EN REGNVEJRSDAG


Löfwings Atelier og restaurant

Cirka en kilometer fra hvor tranerne danser, finder du Löfwings Atelier och Krog. Et hyggeligt sted, der emmer af sjæl, hvor kunsten er smuk, maden er velsmagende og naturen er magisk. Et besøg du helt sikkert ikke bør gå glip af. Skulle du have lyst til at blive og overnatte, er det også en mulighed. Stedet tilbyder nemlig indkvartering i deres charmerende Bed & Breakfast, der ligger kun et stenkast fra hovedbygningen. Her bor du i et roligt og harmonisk miljø – selvfølgelig inspireret af kunstneren Göran Löfwing.

Photographer: Thorvald Berglund

Voksfigurer og livet på landet i gamle dage hos Cesarstugan

I Gudhem finder du Cesarstugan – en svensk gård i gammeldags stil beliggende i naturskønne omgivelser. Gården er ombygget til at huse både restaurant, café, bageri, teaterstue og den helt unikke udstilling Bondens År. Udstillingen skildrer ’livet på landet’ i 1930'erne og 40'erne med en storslået samling af voksfigurer, som optræder i miljøer og scener, som livet udspillede sig på landet i gamle dage. Inden du tager fra Cesarstugan, skal du måske købe brød i deres butik eller fylde energidepoterne i restauranten eller caféen.

Falbygdens Osteria

I 1878 grundlagde Johan August Johansson et lille landbrugsmejeri i nærheden af Falköping. I dag producerer Falbygdens Osteria mere end 150 forskellige slags oste – derfor finder du her et helt exceptionelt udvalg af oste. Butikken sælger desuden en række udvalgte delikatesser fra blandt andet lokale leverandører. Et sandt mekka for osteentusiasten og en kulinarisk oplevelse udover det sædvanlige. Brug for eksempel en regnfuld eftermiddag på at smage dig igennem de mange varianter af ost, kiks, marmelade og kaffe hos Falbygdens Osteria.


GODE OG SJOVE INDKVARTERINGSMULIGHEDER FOR ALLE

Vil du bo i en trætop som i 1800-tallet eller måske inde i en elg? I området ved Hornborgasjön finder du mange hyggelige muligheder for overnatning – nogle skiller sig lidt mere ud end andre og giver en oplevelse ud over det sædvanlige.

Bo på træhushotel – Hotel Sjunde Himlen og Hotel Andrum

Midt i naturen i skoven ved Hornborgasjön ligger træhushotellet Sjunde Himlen (Syvende Himmel) og Andrum. Her bor du blandt trætoppene i 6,5 meters højde med en fantastisk udsigt ud over træer og løv og lulles i søvn af vindens susen. Efter en god nattesøvn hejses der morgenmadskurve op til træhyttens altan med blandt andet varmt, hjemmebagt brød bagt på gammeldags facon over åben ild.

Photographer: press

Nästegårdens Bed & Breakfast

Lige uden for Falköping ligger Nästegårdens Bed & Breakfast, en af de ældste og bedst bevarede gårde i området, der daterer helt tilbage til 1800-tallet. Her bor du i kulturhistoriske bygninger med brede trægulve og håndblæst glas i vinduerne. Franske jernsenge, håndtrykt tapet og antikke møbler skaber en tidstypisk og rolig atmosfære. Morgenmaden laves af lokalt producerede råvarer og serveres på antikt porcelæn.

Bo i en elg med en elg

Lige uden for Falköping, ikke langt fra Hornborgasjön, finder du en helt unik overnatningsmulighed på Wrågården. Her giver motorsavskunstneren Sören Niklasson ’at sove i naturen’ en helt ny betydning – du bor nemlig i en hytte udskåret som en elg i en dyrepark for elge og dådyr.  Uden for dit ’elgehus’ ligger en hyggelig grillplads med udsigt over dyreparken. Her kan du følge med i, når dyrene bader og måske have et æble eller lidt grene klar til at fodre dem, når de stikker snuden forbi. På Wrågården kan du desuden nyde en god bid mad, tage på bisonsafari, spille fodboldgolf og meget mere.

Photographer: Jonas Ingman @ Bruksbild

Lad op på Mösseberg Health Resort

Mösseberg Health Resort (Kurorten Mösseberg på svensk) i Falköping kan du komme helt ned i gear og lade krop og sjæl hvile og restituere i smukke omgivelser. I det store spaområde kan du nyde forskellige behandlinger såsom klassisk massage, hot stone massage, kurbad, fodbehandlinger, manicure og en række ansigtsbehandlinger. Efter en afslappende dag i spaen kan du spise middag på Arvid's Restaurant & Bar, der er certificeret med mærkningen ’Smaka på Västsverige’ – en certificering der gives i Vestsverige til restauranter, producenter og gårdbutikker, der benytter bæredygtige og lokale råvarer i deres madlavning, og som byder på en smagsoplevelse udover det sædvanlige.

Photographer: Sebastian Streith

Besøg Hornborgasjön

Hvis du vil vide mere om, hvad der sker i området ved Hornborgasjön, hvor du kan spise godt, hvilke overnatningssteder der er i nærheden og meget mere, så besøg Visit Hornborgasjön og find inspiration og information både før og under dit besøg.

Vi glæder os til at se dig!

 

Psst! Vidste du, at ...

…vores forfædre kom til området omkring Hornborgasjön for over 10.000 år siden?

...i 1930'erne var søen næsten helt tør på grund af flere vandsænkninger?

...i 1980'erne begyndte en unik restaurering for at genoprette fuglesøen til søens nuværende form?

…de seneste års rekord for traner blev sat 3. april 2019, da 27.300 traner blev talt?

...du kan se både en stor skallesluger, en kortnæbbet gås og en mudderklire ved Hornborgasjön?

…i oktober 2015 blev der talt over 13.000 pibeænder i søen?